Hoved menu
Velfærdsrettigheder og borgerpligter
Engang var normen den, at man som borger i forhold til det offentlige bestræbte sig på at efterleve budet: ”Gør din pligt, kræv din ret”. Og der blev ikke sat mange spørgsmålstegn ved denne norm, der fint passede med andre tilsvarende normer som: ”sæt tæring efter næring” osv.
Med kommunalreformen i 1970 og bistandslovens ikrafttræden i 1976 ændrede budet sig dog ganske lidt, men med stor virkning. Kommaet i sætningen blev nemlig udskiftet med et kolon, så nu lød budet: ”Gør din pligt: kræv din ret”. I samme periode og i tiden fremover øgede vi samtidig vores tæring langt ud over vores næring ved at låne, hvilket betød, at der rigtigt kom gang i hjulene – og alle var glade.
Vi har i 2007 fået endnu en kommunalreform, og der er store forventninger til de ”nye” kommuners evne til at levere samme service eller mere for færre midler og til borgernes tilfredshed. Borgerne er velinformeret om deres rettigheder, og der er vel ikke noget at sige til, at det man har ret til, det vil man have.
MEN, kan man forestille sig, at det man som borger ret til, ikke nødvendigvis er noget man har behov for? – eller, at man har behov for noget andet, end det man har ret til? Og hvad nu, hvis det man har behov for, er noget man selv kan skaffe sig, uden større belastning af ens økonomi end den belastning, det altid er, når man omprioriter sin behovsdækning – uanset om det skyldes et ønske eller en nødvendighed!
I vores nuværende sociallov ”Serviceloven”, som den hedder i daglig tale, har lovgiver allerede i § 1 fastlagt den politisk ønskede norm for en borger, der efter loven har ret til hjælp: ” Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.”
Men hvordan skal denne norm egentlig forstås? Sædvanligvis kan man hente hjælp til forståelse af lovtekster i vejledninger og afgørelser, men her er ikke megen hjælp at hente. Med mit kendskab til praksis optræder der 2 forståelser:
1. Det er mit ansvar at sikre såvel mig selv som min familie, at vi får vores andel af de velfærdsrettigheder, der stilles til rådighed. Og holde myndighederne fast herpå. Hvis jeg selv påtager mig hjælpen, så har jeg ret til betaling herfor.
2. Det er mit ansvar at tage vare på mig selv og min familie -
De fleste myndigheder søger at forvalte efter nr. 2 eller varianter heraf. Det skyldes formentlig, at disse myndigheder anser det for at være den rette fortolkning, men det kan selvfølgelig også skyldes den knappe økonomi.
De borgere, der opfatter deres ret efter nr. 1, kan ofte finde støtte for denne forståelse hos dagspressen, der synes villige til at se borgerne som offer for de grumme myndigheder og gerne fremstiller sagen i dette lys til offentlighedens skue samtidig med at de kræver af den ansvarlige minister, at han/hun skal skaffe borgeren sin ret.
De åbenbare modsætninger mellem myndigheder og borgere, der således at bragt til skue, kalder på en afklaring, hvis kommunalreformens hovedsigte skal realiseres. Og der rejser sig mindst 2 hovedspørgsmål:
Skal modsætningen/”uklarheden” løses ved hjælp af:
• flere rettigheder og krav på offentlig service og ekstern kontrol af rettighedernes opfyldelse?
eller
• opfordring til og fastholdelse af borgernes personlige ansvar for at tage vare på sig og sine og i øvrigt ikke ligge samfundet til unødig last?
Eller findes der en 3. vej?
Måske er vi nødt til at tage en snak med hinanden om, hvad det betyder at være borger i et samfund, selv om både begrebet borger og begrebet samfund kan være uklare. Måske kan en debat føre til større klarhed. Det kunne være ønskeligt, inden der kommer nye udspil fra politikerne om reformer af den ene eller den anden art.
Det kunne også være at en debat kunne skabe klarhed over, hvad vi gerne vil værne om, og hvad vi er villige til at ændre på, når der kommer anslag mod det bestående.
Vi kan f.eks. begynde med at skrive overskriften på referatet af debatten:
Borgerpligter og velfærdsrettigheder