Kurt Langballe

Gå til indhold

Hoved menu

Alt, der ikke er tilladt, er forbudt

Artikler

ALT, DER IKKE ER TILLADT, ER FORBUDT

En del ansatte i den kommunale ældrepleje opfatter lovgivningen som en barriere for at lave det gode social – og sundhedsfaglige arbejde.

Intet er mere forkert. Det offentlige, herunder kommunerne, er bundet af princippet om at: Alt, der ikke er tilladt, er forbudt. Derfor er lovgivningen en forudsætning for at lave det gode arbejde.

Det vil sige, at der skal være et hjemmelsgrundlag/ en lov, der klart formulerer såvel borgernes rettigheder og forpligtelser, tillige med de offentlige myndigheders forpligtelser og muligheder.

Serviceloven er en sådan lov, der fastlægger borgernes rettigheder og rammerne for kommunernes muligheder. Spørgsmålet er så - om alle de, der er ansat til at varetage borgernes tarv inden for rammerne af serviceloven, kender loven så godt, at de kan anvende alle dens muligheder.

Hvis du som ansat ikke kender lovgivningen, så kan du heller ikke vide, hvad lovgivningen ”giver lov til” og dermed kan du ikke vide, om det du gør, er lovligt!

Mange mennesker føler sig usikre, når de ikke fuldt ud kender rammerne og reglerne for deres arbejde, og vil derfor ofte være meget påpasselige med hvad de gør, for ikke at gøre noget forkert. Hvis de samtidig ikke helt forstår det værdisæt, der ligger bag lovgivningen og dermed deres daglige arbejde, så kan de blive usikre på det de rent faktisk gør og har svært ved at overveje andre måder at arbejde på, hvis f.eks. en borger fremsætter ønske herom.

Det er derfor en afgørende forudsætning for det social – og sundhedsfaglige arbejde, at alle ansatte kender og forstår såvel lovens tekst som lovens værdisæt – eller lovens ånd og bogstav.

Kendskab til lovens bestemmelser/regler er ikke nok. For hvis reglen i loven ikke anvendes efter dens hensigt/mening eller den bagvedliggende værdi, så kan anvendelse af reglen føre til utilsigtede handlinger/løsninger.

Servicelovens formål og formålsformuleringerne for lovens målgrupper/borgere giver god besked om, hvilke værdier loven og dermed socialpolitikken hviler på.  Når der så samtidig skal være formuleret målsætninger for den hjælp som borgerne bevilges, så kan man også her udlede de værdier, som skal være styrende for de handlinger, der skal føre til opfyldelse af formålet for den enkelte borger.

Netop kendskab til værdierne bag loven og de konkrete værdier i den enkelte borgersag samtidig med et grundigt kendskab til servicelovens muligheder for at hjælpe, vil kunne fremme en mere progressiv og målrettet anvendelse af alle mulighederne i serviceloven. Så vil borgerne få den rigtige hjælp og ikke kun den hjælp de efter lovens bogstav måtte have ret til, men den hjælp, der dækker deres behov og opfylder deres værdier til en sådan grad, at de genvinder styrken til at tage vare på deres eget liv.

Mulighederne i serviceloven er langt flere end kommunerne benytter sig af, og hvis kommunerne er mere bevidste om, at de både har mulighed for og i visse tilfælde pligt til at tilbyde anden hjælp end den de har beskrevet i deres kvalitetsstandard, så ville langt flere borgere blive tilfredse og kræve mindre af det offentlige end de gør nu.

Min påstand skal være, at det er billigere at give borgerne det de har behov for, end kun at give dem det de efter kvalitetsstandarden har ret til.

”Det må vi ikke” siger medarbejderne. ”Det er i strid med serviceloven” eller ” Det er ikke en ydelse i vores kvalitetsstandard”. ”Hvis den borger skal have den hjælp, så skal alle de andre jo også”.

Eksemplerne på argumenter mod at gøre det rigtige er mange. Der er selvfølgelig også grænser for borgernes rettigheder i henhold til loven, men det udelukker ikke, at kommunerne kan anvende loven på en sådan måde, at den anvender og kombinerer flere bestemmelser i serviceloven for at ramme borgernes behov (værdiopfyldelse) så præcist som muligt. Kommunernes muligheder er ikke begrænset til borgernes rettigheder. Kommunerne må også gerne give deres borgere rettigheder – altså supplere servicelovens rettigheder, så længe de stadig forfølger servicelovens 2 hovedformål:

1. at bringe borgerne til at klare sig selv helt eller delvist (og hvis det ikke kan lade sig gøre)
2. at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten

Lad mig bringe et enkelt eksempel:
En borger søger om hjælp til at komme hen på kirkegården for at ”hilse” på sin afdøde ægtefælle. Borgeren opfylder ikke betingelserne for at få ledsagelse efter § 97, ”og så er der jo ikke andre muligheder” er svaret på borgers forespørgsel.
Det er ikke rigtigt. Der er intet lovgivningsmæssigt til hinder for at bevilge borgeren personlig hjælp efter § 83 til at følge borger på kirkegården og endda købe en buket blomster på vejen derhen. De fleste kommuner læser § 83 således, at hjælpen efter denne bestemmelse kun kan gives inden for hjemmets 4 vægge, men det er ikke rigtigt. Bestemmelsen begrænser kun den praktiske hjælp til hjemmet. Ikke den personlige hjælp og pleje. Men da kvalitetsstandarden ikke indeholder andre former for end den man har kunnet komme i tanke om inden for hjemmets rammer, så er der ikke noget at gøre.

Det er også forkert. I vejledning 2 til serviceloven står følgende: ”Det kommunalt fastsatte serviceniveau er udgangspunktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp. Serviceniveauet skal dog fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør det. Ved vurderingen skal der tages stilling til alle forhold i borgerens ansøgning.”

Ankestyrelsen har netop behandlet 3 konkrete sager, om en kommunes generelle serviceniveau.

Ud fra en fortolkning af formålet med serviceloven fandt Ankestyrelsen, at det ikke var i strid med loven, at en kommune som udgangspunkt kun bevilgede rengøring hver fjerde uge.

Afgørende er dog, at der altid bliver foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov og funktionsniveau. Og som Ankestyrelsen skriver:
”Det betyder, at serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette, og at mere subjektivt prægede forhold skal indgå i vurderingen af borgerens behov, såsom borgerens værdighed, integritet og personlige glæde ved at leve i et rent hjem, og navnlig borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv.”

Der er god mening i at følge loven og de givne anvisninger. I hvert fald når det drejer sig om serviceloven.

Kurt Langballe, 16. marts 2012

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu