Hoved menu
TRO
Jeg tror ikke på noget, men jeg tror (stoler) på nogen. Jeg forventer ikke noget af andre, men jeg glædes dagligt over alt det gode jeg møder i min dagligdag. Livet har ingen mening, men enhver kan selv give livet mening, så det er værd at leve – hele livet.
Enhver må for min skyld tro på hvad de vil, men de skal holde det for sig selv og deres ligesindede.
Hvis det at tro på noget er nødvendigt for et menneske for at kunne leve livet, så har jeg ikke noget imod det. Men hvis nogen tror på noget, som kan være eller blive til skade for mig, så vil jeg tage afstand fra dem og deres tro, hvis jeg ikke kan omvende dem.
Hvis nogens tro kan føre til, at det samfund, som jeg er en del af, vil blive ændret radikalt, og påduttet denne tros værdier og regler, så forventer jeg, at myndighederne beskytter mig og mine mod, at dette kan ske.
Tro bør forblive en privat sag og ikke en sag for staten. Enhver sammenblanding af stat og tro vil uvægerligt skal splid mellem mennesker og er derfor ikke en samfundsopgave. Tro er og bliver tro, og kan aldrig være et fundament for et retssamfund.
Jeg ser heller ingen grund til at folks tro skal udstilles via beklædning, emblemer eller anden synliggørelse, herunder offentlig missionering.
Med tro som en privat sag er det familierne, der tager stilling til om de vil tro, og på hvilken tro de vil bekende sig til.
Information om tro bør ikke finde sted på offentlige institutioner. De forskellige trossamfund må selv informere (ikke missionere), og borgerne må selv opsøge denne information og skaffe sig viden herom.
Enhver tro må respektere samfundets love og myndighedernes administration heraf og kan aldrig overtrumfe lovgivning og dom.