Hoved menu
Hvad skal vi med sygeplejerskerne?
– og terapeuterne for den sags skyld?
Sygeplejerskernes og terapeuternes funktioner og roller i fremtiden
"Frit valg" i hjemmeplejen har flyttet fokus fra den integrerede ordnings faglige organisering af indsatsen til en nyorganisering, der går på tværs og inddeler hjemmeplejen i en myndighedsdel og en udførerdel/ leverandørdel.
Men "Frit valg" er ikke indført på alle hjemmeplejens hidtidige opgaver, kun på en del, nemlig personlig og praktisk hjælp og ikke på sygepleje eller træning – endnu!
Det indebærer at den kommunale ledelse skal holde tungen lige i munden, når de tilrettelægger den kommunale hjemmeplejes indsats, idet:
en del af hjemmeplejen skal indrettes således, at den kan udføre opgaverne i "konkurrence" med private udførere.
en anden del skal forsat kunne udføres som en integreret indsats mellem relevante love og faggrupper.
og begge dele skal kunne kombineres og udføres i et samspil mellem såvel kommunale som private udførere, når brugerne får tildelt hjælp ud over de personlige og praktiske opgaver
De faggrupper, der berøres mest af denne opdeling er sygeplejersker og terapeuter, som tidligere har varetaget såvel myndighedsopgaver som udføreropgaver tillige med rådgivnings-
Indførelse af central visitation til hjemmeplejens målgruppe har medført en opkvalificering af behovsafdækningen og løsningsmulighederne. Men også nye skel, der skal bygges bro over, for at sikre borgeren en helhedsorienteret indsats, hvor kvaliteten af indsatsen skal måles på værdiopfyldelse for borgeren.
Kommunalreformen indeholder nye opgaver på det sundhedspolitiske område, som også vil berøre og øge arbejdsopgaverne for de kommunale sygeplejersker og terapeuter.
Hvad bliver deres roller i fremtiden?
Hvad lavede sygeplejerskerne tidligere:
Sygeplejerskernes opgaver er eller har altid været meget bredt defineret. De sørgede for "alt det, der ikke blev løst af andre" ofte ud fra egen eller sygeplejegruppens forståelse af, hvad der er/var sygeplejeopgaver og hvad, der ikke er/var sygeplejeopgaver.
Dette har måske også bevirket, at det har været svært at synliggøre hvad sygeplejerskernes opgaver reelt består i.
I nogle kommuner var/er nogle af sygeplejerskerne indirekte ledere af en gruppe af såvel sygehjælpere, social og sundhedshjælpere eller assistenter, og på den anden side er/var de "kun" konsulent for gruppen. Det formelle ledelsesansvar ligger/lå et andet sted.
Dette afstedførte til tider frustration for en del sygeplejersker, for hvad måtte/kunne vedkommende "blande sig i" i gruppen.
Denne problemstilling er søgt løst i en del kommuner ved at ansætte gruppeledere eller koordinatorer, afhængig af det ansvar og den magt eller de økonomiske muligheder den enkelte kommune har i forhold til funktionen.
Men tilbage står sygeplejerskerne og terapeuterne – for i hvilke situationer, kan de med deres faglighed kvalificere gruppens arbejde?
Hvilken "kasket" har de på i sådanne situationer, hvor ligger deres faglige kompetence eller ansvar i forhold til gruppelederen eller gruppen?
Hvilke roller spiller de og hvilke funktioner har de i forhold til gruppen?
I mange sammenhænge er det desuden værd at tænke på med hvilken faglighed visitationen skal læses og forstås af udførerne! Det drejer sig jo ikke om ydelsesleverancer af den medarbejder, der har bedst tid på skemaet, men om formålsrealisering af den medarbejder, der har de bedste kvalifikationer til opgaven. Og det er en helt anden sag!
Det ser ud til at flere og flere kommuner vælger at visitations-
Hvad med terapeuterne?
Terapeuterne har i mange kommuner været opfattet og organiseret som et selvstændigt indsatsområde med såvel myndighedsopgaver og udføreropgaver i et parallelt forløb med den øvrige hjemmepleje.
Integrationen med hjemmeplejen har ikke haft samme totale karakter som hjemmesygeplejen, men har oftest kun været løst koblet og ofte med selvstændig ledelse på niveau med hjemmeplejens ledelse. Terapeuterne har kun i begrænset omfang gjort brug af at delegere opgavernes udførelse til andre ansatte i hjemmeplejen.
Når man ser på Servicelovens intentioner med indsatsen, nemlig at tilbuddene om hjælp efter § 83 (personlig og praktisk hjælp) skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Så er det åbenbart, at den viden og kompetence terapeuterne har, er nødvendig for at kunne realisere lovens hensigt.
Er træningen blevet implementeret i den hjælp, der bliver givet i det daglige, er terapeuterne blevet brugt optimalt?
Fremtiden:
Hvorledes kan terapeuternes og sygeplejerskernes funktion og roller nydefineres?
For såvel sygeplejersker som terapeuter vil fremtiden indeholde mindre direkte udførelse af de generelle sygepleje-
Set i lyset af de krav som nogle brugere og pårørende stiller i forhold til specialviden på ældreområdet, er svaret sandsynligvis også, at de bla. skal opkvalificeres med specialistviden indenfor de områder, som efterspørges af nuværende og fremtidige brugere af hjemmeplejen. Det gælder såvel den direkte kontakt til borgerne som til de pårørende.
Det ser ud til at pårørendes behov for viden og samtale med specialister – sygeplejerskerne og terapeuterne – bliver mere og mere efterspurgt og vigtig at imødekomme, da de pårørendes opbakning ofte er en forudsætning for et godt forløb.
Det kunne se ud som om, der blot bliver tale om en nyorganisering som følge af "Frit valg" og en anderledes opdeling mellem den generelle og den specielle kompetence, men det rækker ikke!
Brugerne har med "Frit valg" og andre lignende tiltag fået en anderledes placering i hjælpsheriarkiet, idet vi nærmer os at brugeren er "chef". Det betyder at brugeres præmisser for at ønske hjælp og for hjælpens udførelse vil være bestemmende for såvel myndighedens som leverandørens interaktion med brugeren. Brugeren har på flere områder fået valgmuligheder, som de vil anvende og fået synliggjort deres rettigheder, som de så naturligt vil stå på.
Det vil bringe de ansatte i et spændingsfelt mellem egne normer og holdninger, organisationens og brugerens værdier. Og de vil mærke krydspresset mellem myndighed, marked og privatsfæren.
Interaktionen med borgeren vil få karakter af en ledelsesopgave, hvor såvel den ansatte som brugeren har et fælles ansvar for at sætte mål, løse problemer i et kommunikerende samspil med hinanden og de relevante andre. Indtil videre vil det være den ansatte, der har det største ansvar for at nå en løsning, men det svækker ikke kravet til et ligeværdigt og respektfuldt samspil med brugeren.
At se sygeplejerskerne og terapeuterne som konsulenter
Konsulentopgaver er ofte mangeartede. Det er sjældent at to opgaver er ens. Det kan være begrundet i at omstændighederne, de involverede mennesker, de pårørende samarbejdspartnere, brugerne, den givne tidsramme eller at ressourcerne er forskellige.
Opgaven kan være at fremskaffe information og videreformidle denne.
I andre opgaver skal konsulenten foruden at fremskaffe information også rådgive i at bruge informationen og i et helt tredje tilfælde har systemet den nødvendige viden, men her skal de have hjælp til at træffe beslutninger.
I andre sammenhænge er der behov for at konsulenten forestår en undervisnings-
Som ovennævnte viser er det vigtigt, at en konsulent kan definere en ny arbejdsrolle afhængig af den stillede arbejdsopgave.
Fra generalistviden til specialistviden
At være fagspecialist knytter an til opgaver der er defineret ved, at den relevante viden er af absolut karakter. Indenfor denne kategori af rolle kan der arbejdes med eksempelvis fire typer af fagspecialister eksperten – rådgiveren – underviseren og træneren.
Eksperten udgør den mest kategoriske fagspecialist og efterspørges af såvel ledere som gruppeleder/distriktsledere, der har brug for information, oplysning eller specifik viden som kan være svært tilgængelig. Viden eller informationen kan umiddelbart overføres til f. eks. lederne som selv er i stand til at omsætte det fremskaffede. Ekspertens primære kvalifikation er at være i besiddelse af eller i stand til hurtigt at fremskaffe viden og kunne formidle denne på en god måde.
Rådgiverens forskellighed fra ekspertens ligger ikke på det vidensmæssige, men mere på hvorvidt, de der har efterspurgt hjælpen har vanskeligheder ved at omsætte den efterspurgte viden. Derfor skal rådgiveren være i stand til at sætte sig ind i f.eks. distriktslederens eller borgerens specifikke situation for at kunne vurdere sammenhænge og alternativer til anbefalinger af en løsning. Underviseren er ikke så involveret i systemet som rådgiveren, men bør have viden om pædagogiske metoder for at kunne undervise de relevante ledere, medarbejdere og borgere, for at disse bliver i stand til at varetage egen situation bedre.
Træneren er den konsulent som i det givne tilfælde er tættest på de involverede, idet vedkommende i en afgrænset periode står for at træne sammen med systemet. Det kan være direkte sammen med borgeren i en nærmere aftalt periode, men også i en optræningssituation med en bestemt medarbejder.
Ovennævnte typer af konsulentfunktioner kræver specifikke faggrupper som sygeplejersker, fysio-
Konsulenterne Annie Klein og Kurt Langballe
10. april 2005, revideret 16. august 2007